Carmelbjergets pryd

Vi befinder os i den røde årstid i haverne på Carmelbjerget, med en storslået udsigt over Haifabugten nedenfor og Gallilæas og Libanons grønne bjerge, der rejser sig henholdsvis på den modsatte side af bugten og i den fjerne nordlige horisont.

Tusindvis af røde geranier, roser i knop og de såkaldte flammetræer, der sætter store røde blomster endnu inden, at der er så meget som ét grønt blad på grenene, slår den dybrøde grundfarve an, i skarp kontrast til de friskgrønne græspartier og havestierne, der i stedet for grus er belagt med ituslåede lerrøde slidte teglsten.

Hertil kommer de mange sirligt klippede geometriske bede med stedmoderblomster i alle regnbuens farver, det lydløse vand, der føres i hvide limstenskanaler rundt mellem bedene og falder i bløde vandfald fra terrasse til terrasse og de store arealer med vilde træer og blomster og krydderiplanter, der på hver side af de geometriske haver danner en blød overgang mellem det strengt kultiverede og omverdenen.

Duften af de mange blomster og havernes æstetiske harmoni får den pulserende trafik og havnen nedenfor og olieraffinaderierne og industrizonerne i den nordlige del af denne Israels tredjestørste by til at synes uvirkeligt fjerne. Vidste man ikke bedre, kunne man fristes til at tro, at et stykke af paradisets have ved en fejl var landet her midt i den kaotiske menneskeskabte mosaik.

Bahais næsthelligste sted
Der er ingen religiøs forklaring på, at det godt fem millioner mennesker store Bahai-trossamfund, der er spredt over 235 lande, og hvis medlemmer tilhører mere end 2.000 etniske grupper og folkeslag, i mere end 15 år har samlet penge ind for at bygge dette prægtige haveanlæg.

Lige bortset fra at de 19 haveterrasser, der danner et 400-500 meter bredt og en kilometer langt bælte midt på Carmelbjerget, er anlagt så det danner en farverig kontrast til den skinnende hvide guldkuplede Bahai-helligdom, der af troende baha'ier betegnes som Carmelbjergets dronning.

»Terrasserne er anlagt således, at de danner en passende ramme om helligdommen. Hvis vi betragter helligdommen som en ædelsten, svarer haven til en guldring om en dyrebar diamant«, siger den canadiske arkitekt Fariborz Sahba, terrasehavens arkitet.

Inden han for 14 år siden blev projektleder for haveanlægget i Haifa, byggede han Lotustempelet i New Delhi, Indien, der er en Bahai-helligdom, men som er åbent for medlemmer af alverdens religioner.

Bahai-helligdommen i Haifa er i virkeligheden Bahai-religionens forkynder Babs gravsted og er Bahai-religionens næst helligste sted.

Bab, hvis navn egentlig var Said Ali Muhammad, forkyndte i 1844 i den persiske by Shiraz, at en guddommelig udsending snart ville komme og slutte sig til rækken af tidligere udsendinge, Krishna, Buddha, Zoroaster, Abraham, Moses, Jesus og Muhamed, der ifølge Bab alle er sendt til menneskeheden af én og samme gud. Denne ugudelige tale førte i det islamiske Iran omgående til forfølgelse og arrestation. Bab blev henrettet i Tabriz 1850.

Wahad for enhed
I 1863 erklærede en anden perser, Bahaullah, der allerede var sortlistet for at have fulgt Babs lære, at han var den forudsagte guddommelige udsending. Han blev landsforvist fra Persien, først til Bagdad og siden til Konstantinopel, hvorfra det osmanniske styre valgte at sende ham til rigets fjernest mulige fængsel, fængslet i den gamle korsfarerby Akko ved Haifabugtens nordlige bred.

Fra sin fængselscelle skrev Bahaullah de hundredvis af bind, der i dag udgør Bahai-læren, hvis hovedtese er enhed, wahad på arabisk: Jorden er ét land, menneskeheden dets indbyggere. Enhed betyder ifølge Bahaullah, at der kun er én gud, og at alle mennesker er én familie.

Det var under et antal udgange fra fængslet, at Bahaullah besøgte Haifa og erklærede, at Carmelbjerget skulle være Babs begravelsesplads, hvis og når det blev muligt at bringe hans jordiske rester til Haifa og derved bestemte han, at bjerget skulle være helligt for baha'ierne.

Bjerget havde i forvejen religiøs og historisk værdi såvel for jøder som kristne. Bahaullah døde i sit hjem nord for Akko, Bahji, og hans begravelsesplads i hjemmet betragtes som baha'iernes helligste sted.

I 1909 lykkedes det baha'ierne at bringe Babs jordiske rester til Haifa, og man byggede et simpelt mausoleum, på det sted som Bahaullah havde forudsagt. Lige siden har det stødt voksende internationale Bahai-samfund opkøbt land omkring mausoleet og lagt både energi og penge i at gøre stedet stadigt smukkere.

I 1950erne blev mausoleet belagt med hvid marmor og fik sin guldkuppel, samtidig med at den første Bahai-have blev anlagt rundt om helligdommen. Med de 19 haveterrasser er bjerget omkring helligdommen blevet endnu smukkere.

Tallet 19 er den numeriske værdi af det arabiske ord for enhed, wahad, og har derfor symbolværdi for baha'ierne.

Trækplaster for turister
For byen Haifa er Bahai-helligdommen og haverne et kæmpe aktiv. Statistikkerne siger, at helligdommen og haverne er det sjette mest besøgte turistmål i Israel, og man regner derfor også med, at de nye terrassehaver, der sammen med helligdommen vil være åbne for offentligheden hver formiddag ugen igennem, vil tiltrække mange besøgende.

Udviklingen af haverne er sket i nært samarbejde med Haifa-kommune, der blandt andet har udnyttet Bahai-terrassebyggeriet til at få renoveret den en kilometer lange Ben Guriongade, der fører fra havnen til foden af Carmelbjerget og den nederste terrasse.

Ben Guriongaden er en af Haifas historiske gader, grundlagt af en gruppe tyske kristne pilgrimme kaldet templerne, der i midten af det nittende århundrede grundlagde en tysk koloni ved Carmelbjergets fod.

Alle gadens huse er ens og har røde tegltage. De bliver i disse dage renoveret, deres oprindelige haver genanlagt og mange af dem indrettet til caféer og restauranter. For at få symmetrien i orden er gadens udmunding ved bjergets fod blevet flyttet adskillige meter.

Tre kilometer fodtur
Også oven over haveterrasserne har Haifa by fortsat udviklingen og har anlagt en kilometerlang promenade langs Carmelbjergets øverste rand. Således er der nu mulighed for at spadsere tre kilometer fra havet til Carmelbjergets rand, eller omvendt for dem, der synes, at det er uoverskueligt at bestige bjerge og hellere vil gå nedad.

Undervejs kan man så nyde såvel udsigten, æstetikken, duften og roen i Bahai-haverne og stemningen i templergaden, hvor hvert hus har et lille Guds ord på tysk indskrevet over hovedindgangen.

Alt efter årstiden vil grundfarven i haverne skifte. Når de røde farver blomstrer af i løbet af den næste måned, vil de blå og lilla farver blive dominerende, og således vil farverne såvel i de kultiverede som de vilde blomsterbede året igennem konstant skifte grundkulør, forklarer Fariborz Sahba. Han gør i øvrigt opmærksom på, at vandforbruget i de 19 terrassehaver er minimalt.

Under hver kultiveret have - der kun dækker 20-25 af terrassernes fulde 400-500 meters bredde - opsamles vandet, filtreres og genbruges igen og igen til at vande haverne. Mange af de grønne partier, der ligner græs, er i virkeligheden efeu og andre stedsegrønne - meget lidt vandkrævende - planter.

De vilde blomsterpartier er beplantet med lokale tørkeresistente arter, der klarer sig stort set uden vand, og som samtidig er habitat for en række gode insekter, der skal holde brugen af pesticider i de kultiverede haver nede på et minimum.